Tanken meldte sig allerede for ca. 1 ½ år siden. Det kunne da være rigtig sjovt at tage til Landsskuet i Herning med et par dyr. Gøre en lille ferie ud af det. Men ikke alene. Jeg nævnte det for Lenette et par gange, bare sådan løst; ’Kunne det ikke være sjovt?’ Da tiden nærmede sig for tilmelding til skuet 2009, var jeg mere ihærdig og vi blev enige om, at det gjorde vi sku. Vi henvendte os hver især til landsskuets sekretariat, for at få tilmeldingspapirerne tilsendt og satte os så sammen, for at finde ud af hvilke dyr vi skulle have med. Tilsammen skulle vi, med 2 dyr hver, prøve at dække så mange kategorier som muligt og vi ville også gerne have så mange forskellige farver som muligt repræsenteret. Vi blev enige om at Lenette skulle tage et gråt 1-års dyr uden lam og et beige 2-års dyr med. Jeg skulle tage et gråt 2-års dyr og et sort 3-års dyr med aftegninger med. Den brune farve, skulle repræsenteres i lammene. Så var det ordnet. Lenette tilmeldte desuden et lam til fremtidens får og efter Roskilde Dyrskue, også sin 1-års vædder.

Tirsdag d. 30. juni, dagen før afrejsen, skulle de sidste ting på plads, så vi bare skulle læsse dyr onsdag morgen og så af sted. Jeg kørte hjem til Lenette med min pakkede bil, i håbet om, at jeg havde husket det hele. Hun skulle så pakke det hele om i traileren, mens jeg tog hendes bil hjem. Den skulle dyrene læsses i og jeg skulle læsse først.

Onsdag morgen. Synes ikke rigtigt at der var plads til morgenmad. Læssede dyrene, sagde farvel til kæresten, der skulle passe det hele derhjemme og så af sted. Hos Lenette havde vi, ifølge min transportplan, 25 min til vi igen skulle være på vejen. Traileren kom på, dyrene læsset, hundene ind, der blev sagt farvel til sønnike og planen blev overholdt. Vi var på vej. ’Herning here we come…’

Turen tog knapt så lang tid som forventet og kl. 15.25 var vi klar til indsyning. Da dyrlægen havde tjekket dyr og papirer, var vi ikke helt sikre på hvor vi skulle hen. Vi havde jo ikke været der før og havde intet kort over pladsen. ’En fåretrailer – Efter den!’ Vi fandt stalden. En stor og skyggefuld hal, med faste bokse, foderkrybber og der var strøet op. Det var dejligt. Dyrene kom i deres respektive bokse og fik vand efter den varme køretur og wrap, det var luksus. Der var lidt bekymring om hvorvidt den træskillevæg, der skulle skille Trym og en fremmed vædder fra hinanden, nu også kunne holde, hvis temperamenterne skulle rase, men nabovædderen viste sig at være en meget rolig og uprovokerende type og væggen holdt – selvom man kunne sige noget andet om vandspanden.

Der var heldigvis plads til en racestand, for man måtte ikke have noget stående på gangen imellem boksene og vi havde skilte, borde, stole, garn og meget andet vi gerne ville vise frem. Gøre lidt reklame for racen, I ved.

Da dyrene og standen var kommet på plads, galt det os. Vi skulle finde ud af hvor vi skulle sove og så skulle vi have noget at spise. Oxford Down Street! Blandt avlere af store køddyr! Heldigvis kendte vi allerede Lene og Bjarne fra flere år på Roskilde Dyrskue, så det var ikke så farligt endda og vi blev taget rigtig godt imod fra alle sider. Men et skilt hvorpå der stod ’Spelvej’ ville da ikke være af vejen J. Aftensmaden stod på ris, svinekød og karry, tilberedt i én gryde på et Primus gasblus, indtaget i bedste picnicstil på et tæppe ved siden af vores indkvartering; Ford Transit’en, der også havde fungeret som dyretransport.

Torsdag – skuet åbnes. Bedømmelserne af får startede kl. 10.00, men Spelsau, der altid plejer at blive bedømt som nogle af de sidste, skulle først i ringen kl. 13.55, til trods for at der var bedømmelser i hele 3 ringe på én gang. Der var mange får! Ventetiden var lidt spændt, men vi brugte tiden til at strigle og nusse om dyrene, hjælpe Lene og Bjarne med at holde dyr, da der var flere til bedømmelse, end der var hænder og ellers bare gå lidt rundt og kigge. Frokost var der ikke tid til, men en kop kaffe og en chokoladekiks kunne vi da lige få klemt ind. Det var også her vi opdagede de meget fine fold-ud hatte med katalognumrene på. Dem blev vi da nødt til at have på. Først i ringen var Trym, Lenettes 1-års vædder. Alle var meget imponerede over hans fine, store horn og dommerne syntes også om resten. 23 point og fløjplads. Så var det Fannys tur, et 3-års får, som jeg mildest talt ikke har håndteret særlig meget og det kunne ses. 22 point og fløjplads. Når man er den eneste i en kategori, kan 22 point også give fløjplads. I kategorien 2-års får, havde både Lenette og jeg et dyr med. 2 meget forskellige dyr, hvilket gjorde det svært for dommerne. Både Markildegårds Cita og Stengårdens Agnes fik 23 point men Agnes løb med fløjpladsen. SPÆL-SAU Darling var sidste spelsau i ringen. 1-års får uden lam. Også her blev det til 23 point og naturligvis fløjplads. Vi var 2 glade øboer i Herning.

Kl. 15.00 var der bedømmelse af fremtiden får. Lenette var, som sædvanlig i god tid og kl. 14.45 ventede vi bare på de andre. Men der kom ingen. Vi gik lidt rundt om os selv og ind i hallen igen. Der var dommerne i gang med at veje lam. ’Skulle hun også vejes?’ Det skulle hun, så vi stillede os i kø. 20 kg for en 2,5 mdr’s spelsautrilling. Lenette var med god grund godt tilfreds, men det var nu alligevel lidt sjovt at sammenligne med de dobbelt så gamle kødlam – der var jo lidt flere kilo på. Så var de klar til at gå i ringen. 15 kødracelam og én spelsau. Dyrene gik rundt, dommerne kiggede, mærkede og voterede og Edelweis fik en flot andenplads. Så skulle der lidt fart på, for kl. 15.30 var der ærespræmiekonkurrence for får – semifinale - og jeg skulle i ringen med Agnes. Køddyrene og ’os andre’ blev delt i 2 hold, så vi ikke skulle konkurrere direkte med hinanden. Vi gik lidt rundt, stillede op, blev mærket på – dyrene altså – og dommerne kom frem til at 3 får skulle have de 3 ærespræmier. Fårene blev først præsenteret som 3 Gotlandske Pelsfår, hvilket ingen af os var tilfredse med, da det var et Ærtebøllefår, en Gotlænder og en Spelsau, men sådan kan det jo gå. Så måtte vi vente på at køddyrene blev bedømt. Det var varmt og dommerne tog deres tid, hvilket de naturligvis også skal, men det var godt nok varmt.

Nu var det tid til noget mad, lidt afslapning og et bad og så på hovedet i seng. Det havde været en hård, spændende og begivenhedsrig dag og vi skulle tidligt op næste morgen.

Fredag. Der var udpegning af de bedste 1-års dyr lige fra morgenstunden og Lenette var i stalden før morgenmaden var kommet af ’bordet’, men Trym og Darling tog sig også meget fine ud, da de så skulle i ringen. Trym fik en flot andenplads, mens Darling efter pointlighed med nr. 2, fik en 3. plads på højeste enkeltkarakter. Så var dagen i gang og lidt over 10 stod væddere og får klar i hallens gange, for at bevæge sig ned til hal Q – som der var blevet arbejdet hårdt på, at vi kunne få lov at afholde ærespræmiefinale i. Vi blev stillet op efter katalognummer og begav os af sted. Det var en stor oplevelse at komme ind i den store hal sammen med de andre ærespræmiedyr og ejere, med internationale flag under loftet og grøntfarvet savsmuld under fødderne og denne gang var der styr på racerne. Agnes fik, med enige dommerstemmer, titlen ’Skuets bedste ældre får – ikke - af kødrace’ og jeg var meget glad. Som ejer af en gammel naturrace, har man hørt vendingen før og man er lige stolt af den grund. Men et lille hint til ham eller hende, der bestiller rosetterne, så lyder ’anden race’ ikke så meget som en andenplads. Der var lykønskninger tilbage i stalden og vi havde efterhånden fået hilst på og snakket med de fleste fåreudstillere og der var en god stemning os alle imellem. Men der var mere på programmet, så der var ikke tid til at slappe af i varmen. Lenette havde valgt at stille op i mønstringskonkurrencen med Cita. En meget rolig og velgående dame, til trods for at hun bærer halsbånd og ikke grime. Det var en kvægmand, der med egne ord; ’Ikke vidste så meget om får’, som skulle dømme. Han ville kigge på soigneringen af både får og trækker, på håndteringen; hvem trækker med hvem og på dyrets opstilling. Alle gik rundt i ringen på samme tid og halvvejs igennem øvelsen, bad han de tilmeldte om at bytte får. Det snakkede vi meget om bagefter, men syntes det var en super idé. Så kunne han jo netop se, hvem der trak med hvem. Der var lidt bekymringer omkring det at gå med et får i halsbånd, men Cita gik som sagt meget pænt, ’Som en hund i snor’, som dommeren efterfølgende kaldte det. Det blev kogt ned til 2 vinderkandidater; Lenette og Pia fra Oxford Down Street. Det, der til sidst skilte vandene, var Oxford Down’ens evne til at stille sig pænt i ét forsøg, mens Spel’en generelt brugte flere. Hvorefter Cita på dommerens ord, stillede sig pænt – og det rakte til en andenplads.

Det blev til sen frokost og en hyggelig lang tur rundt på skuet for at se de mange andre fine dyr. Vi skulle også en tur til købmanden og købe øl, så vi som skikken byder, kunne give en omgang. Oxford Down Street er en meget hyggelig og imødekommende gade og vi blev inviteret på diverse våde varer. Der blev ikke drukket så mange af ’vores’ øl, men natten blev lang. Det var endnu en dag med 2 glade og stolte øboere.